Seneste nyt

Hvem er vi

Foreningen Holistisk Sommerfestival har organiseret sig som en forening med vedtægter, generalforsamling og med sommerens deltagere som medlemmer.

Formål: Foreningen ønsker at udbrede kendskabet til alternativ behandling og filosofi. Foreningen arrangerer en årlig festival i smukke omgivelser, hvor mennesker med alternative interesser eller nysgerrighed overfor emnet kan mødes og deltage i foredrag, workshops og fornøjende samvær og derved skabe grobund for udvikling og fornyelse. Foreningen er non-profit og må ikke oparbejde større formue end nødvendigt for de fortsatte aktiviteter.
Vedtægter for Foreningen Holistisk Sommerfestival

§ 1 Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Foreningen Holistisk Sommerfestival.

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.

§ 2 Formål

Stk. 1. Foreningen ønsker at udbrede kendskabet til alternativ behandling og filosofi. Foreningen arrangerer en årlig festival i smukke omgivelser, hvor mennesker med alternative interesser eller nysgerrighed overfor emnet kan mødes og deltage i foredrag, workshops og fornøjende samvær og derved skabe grobund for udvikling og fornyelse. Foreningen er non-profit og må ikke oparbejde større formue end nødvendigt for de fortsatte aktiviteter.

§ 3 Medlemskreds

Stk. 1. Som medlem kan optages følgende personer: Alle, som har været bestyrelse, arrangør, hjælpere eller deltagere ved én eller flere workshops ved sidst afholdte festival.

Stk. 2. Medlemskabet løber fra sidst afholdte festival til næste planlagte festival.

Stk. 3. Kontingent er inkluderet i festivalens deltagerpris.

Stk. 4. Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer/bestyrelsesmedlemmer af foreningen i de tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af foreningens formål og foreningens eller medlemmernes interesser og omdømme. En eksklusion kræver ¾ flertal i bestyrelsen.

§ 4 Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes årligt senest ved udgangen af oktober måned.

Stk. 3. Generalforsamling indkaldes med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelse kan foregå ved brev eller e-mail. Herudover bekendtgøres indkaldelsen på foreningens hjemmeside.

Stk. 4. Indkomne forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være foreningens bestyrelse i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Evt. forslag vil blive offentliggjort på foreningens hjemmeside eller sendt til medlemmerne pr. e-mail inden generalforsamlingen.

Stk. 5. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens årsberetning
3. Godkendelse af regnskab
4. Indkomne forslag
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
6. Nedsættelse af festivalgruppe
7. Valg af revisor og evt. revisorsuppleant
8. Eventuelt

§ 5 Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes når et flertal i bestyrelsen eller mindst 25 % af medlemmerne ønsker dette og skal indkaldes senest 14 dage efter ønsket er fremsat. Indkaldelse skal ske som anført i § 4, stk. 3. En begæring fra medlemmer skal indeholde tydelig angivelse af årsagen og skal være underskrevet af de medlemmer, der har fremsat ønsket.

§ 6 Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer og 1-2 suppleanter, der vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.
2 – 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.
2 – 4 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år.
Genvalg kan finde sted.

Stk. 2. Regnskabet føres af kassereren, som bør være medlem af bestyrelsen. Posterne kasserer, formand og næstformand SKAL besættes af indbyrdes uafhængige personer.

Stk. 3. Foreningen repræsenteres af bestyrelsen.

Stk.4. Foreningen tegnes af to personer ud af bestyrelsen.

Stk. 5. Et bestyrelsesmedlem kan udtræde af bestyrelsen mod skriftligt at meddele grunden hertil.

§ 7 Bestyrelsens arbejde

Stk. 1. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for foreningens arbejde.

Stk. 2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.

Stk. 3. Det tilstræbes, at alle beslutninger træffes ved konsensus. Kan dette ikke opnås, kan beslutninger træffes med 2/3 flertal blandt de tilstedeværende.

Stk. 4. Bestyrelsen holder møder og nedsætter arbejdsgrupper efter behov.

Stk. 5. Bestyrelsen skal godkende enhver disposition, der medfører økonomiske forpligtelser for foreningen.

Stk. 6. Bestyrelsen tager initiativ til første møde i festivalgruppen.

§ 8 Festivalgruppen

Stk. 1. Festivalgruppen består af medlemmer, der tegner sig på listen som festivalarrangør.

Stk. 2. Festivalgruppen nedsættes for 1 år.

Stk. 3. Efter 1 år som festivalarrangør kan man opnå valg til bestyrelsen.

Stk. 4. Ét medlem af bestyrelsen er tillige medlem af festivalgruppen.

Stk. 5. Festivalgruppen træffer aftale med bestyrelsen om, hvor ofte bilag afleveres til kassereren.

Stk. 6. Festivalgruppen kan ikke træffe bindende aftaler i økonomiske forhold med tredjemand.

Stk. 7. Festivalgruppen kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov.

Stk. 8. Festivalgruppen kan supplere sig efter behov. Oplysning om nye medlemmer af festivalgruppen skal dog snarest efter oplyses til bestyrelsen.

§ 9 Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger festivalåret 16.9 – 15.09.

Stk. 2. Bestyrelsen er overordnet ansvarlig for budget samt regnskab.

Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren baseret på bilag fra Festivalgruppen.

Stk. 4. Festivalgruppen udarbejder budgetforslag, der forelægges for bestyrelsen til godkendelse senest 1. november.

Stk. 5. Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.

Stk. 6. Det færdige regnskab med revisors godkendelse og påtegning skal fremlægges ved den ordinære generalforsamling.

§ 10 Vedtægtsændringer og foreningens opløsning

Stk. 1. Ændring af disse vedtægter eller foreningens opløsning, kræver, at 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor. Er 2/3 af foreningens medlemmer ikke til stede, kan bestyrelsen indkalde til ny generalforsamling, der tidligst kan afholdes 3 uger efter.
Der skal i indkaldelsen redegøres for forslaget. På den nye generalforsamling kan vedtægtsændringen eller foreningens opløsning vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmer.

Stk. 2. Ved opløsning af foreningen skal foreningens midler indestå på konto i bank eller pengeinstitut i 2 år.

Der vælges en egnet person til at varetage dette. Hvis nogen forening seriøst ønsker at genoptage den nuværende forenings arbejde, skal midlerne tilfalde denne nye forening. Hvis midlerne henstår i pengeinstitut i 2 år, skal de tilfalde en eller flere institutioner eller projekter, som på ikke kommercielt grundlag arbejder for foreningens formål. Anvendelsen af midlerne efter udløb af 2 års perioden vedtages på den opløsende generalforsamling.

Vedtaget på generalforsamlingen den 27. september 2010