
Smagsprøve på et længere sangforløb for 6-8 kvinder, der synger og træner ny bevidsthed sammen.
På denne festivals korte workshop gør vi dette: Du tager en sang eller et digt med. Har du noget, der er svært i forhold til din sang og din stemme, så er du kommet til et trygt rum. Har du en performer gemt i dig, er der også plads til hende. Jeg guider dig til at kunne stå med sårbarhed såvel som styrke. Workshoppen bliver skabt ud fra, hvad I bringer ind. Og kræver din opmærksomhed indad såvel som i samspil med gruppen. Der vil være meditativt arbejde såvel som energifyldt og fysisk udfoldelse. Lad os bare sige at vi får taget til at løfte sig en anelse på den ene eller anden vis. Jeg glæder mig til at møde jer.
Medbring: gerne en sang eller et digt, samt gerne et tæppe eller pude, hvis ønsket det i stedet for stol.
🙂 Hanne er vokset op i Vestjylland med en rigdom af folkelig og kirkelig sang. Som barn oplevede hun lyden af Vesterhavet og fjorden som musik, og senere blev sang den mest naturlige udtryksform. Livet har været læremester mere end musikkonservatoriet. Livs- og scenekunstuddannelsen har givet hende stor inspiration som underviser. Hanne ser det som sin fornemmeste opgave at få dig til at shine gennem whatever du står i.